Videnskabskrimi & tjubang-biologi

Hvor mange dyre- og plantearter kan man snige med i en spændingsroman, uden at det føles som pensum på biologi-studiet? Forfatter og naturnørd Michael Larsen strør om sig med fascinerende naturvidenskab. Plottet i den nye “Dragenotatet” kredser om, at vi måske kan finde kuren mod kræft og opskriften på evig ungdom hos sjældne biller og hidtil uopdagede arter. Men må forfattere godt pynte på fakta i en bog, der præsenteres som en “videnskabskrimi”? Og vil forfattere og filmskabere egentlig opdrage eller underholde os, når de gør videnskab til omdrejningspunkt?
Gæst: Michael Larsen, forfatter, journalist og naturskribent, som lige har udgivet videnskabskrimien “Dragenotatet”. Også kendt for bestselleren “Slangen i Sydney” og for naturbøger om Ærø og Rågeleje.
Værter: Biologerne Johan Olsen & Vicky Knudsen.
Producer: Carsten Nielsen.
vildtnaturligt@dr.dk