Orientering: Verden siger farvel til Dronning Elizabeth – 19. sep 2022

Briterne har i dag taget endeligt afsked med den længst regerende monark i landets historie, da Dronning Elizabeth den andens kiste blev kørt og båret gennem den britiske hovedstad, London. Men det var ikke kun den britiske befolkning, der tog afsked. Mange kongelige og langt de fleste af verdens statsledere var også på gæstelisten. Det gjaldt måske overraskende nok også Nordkorea, der kunne sende deres ambassadør, mens repræsentanter fra Rusland og Syrien ikke var velkomne. Men hvad er det, der afgør, hvem der må komme med til den her begivenhed, og hvorfor er den så vigtig for verdensledere at deltage i? Og kan Commonwealth-fællesskabet overleve dronningens død?
Det er ikke meget, landets politikere kan blive enige om her op til en kommende valgkamp. Men der er én fællesnævner: Et øget arbejdsudbud. Manglen på hænder er en politisk førsteprioritet, også for Kommunernes landsforening og Dansk Arbejdsgiverforening, som i et fælles opråb i dag efterlyser, at alle nye politiske forslag skal vurderes ud fra, hvorvidt de øger arbejdsudbuddet. Vi ser på, hvilke løsninger, der kan skaffe de fornødne hænder, og hvor bekymrede man er ude i kommunerne. Og så spørger vi, hvor meget den nuværende regering selv har været med til at hæve arbejdsudbuddet?
Normalt laver hun romantiske popsange. Men nu blander Ruslands største pop-sangerinde i nyere tid, Alla Pugatjova, sig i debatten om krigen i Ukraine. Men hvilken effekt kan det have på befolkningens opbakning til invasionen, at et ikon som hende er kritisk over for krigen?
Michael S. Lund og Søren Carlsen er dagens værter. Tine Linde er redaktør.
www.dr.dk/lyd/p1/orientering