Orientering: Rishi Sunak – efter alle solemærker at dømme – Storbritanniens næste premierminister – 24. okt 2022

Han var finansminister under Boris Johnson: Han var med til at dolke sin chef og fratage ham jobbet, og så tabte han valget om at blive den næste premierminister til Liz Truss. Men nu er det næsten ganske vist, at 42-årige Rishi Sunak med de indiske rødder, bliver landets næste premierminister efter de 44 dage på posten, som Liz Truss fik. Men hvem er Rishi Sunak egentlig, og hvad står han for? Det giver vi bud på i dagens Orientering.
I dag præsenterede SF sit landbrugsudspil, og SF sætter som det første parti tal på den CO2-afgift, som partiet mener landbruget skal pålægges. SF vil have, at landbruget skal betale 750 kroner per ton udledt ton CO2 inden år 2030 og forslår i dag, at de landmænd, der dyrker såkaldte lavbundsjorde skal betale den pris allerede om tre år. Men hvordan har SF fundet frem til lige nøjagtig den pris?
Ukraine er ikke et rigtigt land. Det mener den russiske præsident. Men at opfordre til at drukne ukrainske børn i en flod var trods alt åbenbart for stærkt for chefredaktøren af Russia Today, for studieværten, der kom med den kommentar, er blevet suspenderet. Hør om forskellen på det, russerne hører hver dag, og den del af den russiske propaganda der er beregnet på et vestligt publikum.
Brita Kvist og Karen Hjulmand er værter og Erik Weir redigerer.
www.dr.dk/lyd/p1/orientering