Orientering: Energiminister: Danmark står i en historisk energikrise – 8. sep 2022

Selvom Danmark i øjeblikket ikke er i en decideret energiforsyningskrise, så står Danmark og Europa i en historisk energikrise med de største energiprisstigninger i 40 år og en usikker forsyningssituation. Det var beskeden på dagens pressemøde om den danske forsyningssikkerhed. Derfor er forskellige spare- og støttetiltag nu sat i gang. Varmen skal skrues ned i offentlige bygninger, danskerne skal tænke endnu mere over deres eget private energiforbrug, og så skal en statsgaranti på 100 milliarder kroner sikre det danske elmarked.
Den tårnhøje inflation i Europa har endnu engang fået Den Europæiske Centralbank til at hæve renten. Denne gang med historiske 0.75 procentpoint. Det er den største rentestigning siden 1999. Vi ser på, hvad rentestigningen får af betydning for europæisk økonomi og for bankkunderne.
I dag besøger udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek Rwanda. Her skal han blandt andet besøge flygtningelejren Nyabiheke Refugee Camp og til sammen skal han med minister for udviklingssamarbejde Flemming Møller Mortensen bruge tre dage i det afrikanske land, på at se på muligheder for at udbygge samarbejdet mellem Danmark og Rwanda. Det handler blandt andet om, at Danmark vil sende asylansøgere til Rwanda og oprette et modtagecenter. Vi ser på, hvilken lovgivning der vil kunne gøre et eventuelt modtagecenter i det afrikanske land en mulighed.
Karen Hjulmand og Michael S Lund er dagens værter, Tine Linde er redaktør.
www.dr.dk/lyd/p1/orientering