Vermund, vi ses

Da hun vendte tilbage som formand, var det “uden slutdato”. Men efter et års kamp for Nye Borgerliges overlevelse, har Pernille Vermund igen givet fortabt og begæret sit parti opløst. Et parti, der med et stilrent jaguargrønt logo, ultimative krav og klar tale skulle redde Danmark fra afgrunden – og som Pernille Vermund lovede skulle være strammere på udlændingeområdet end Dansk Folkeparti. Men værtshusslagsmål, vaccineskeptikere og magtopgør i egne rækker har gjort det til et umuligt projekt. Christian Egander Skov er borgerlig analytiker og debattør. I Genstart i dag fortæller han om den interne splittelse, der blev partiets endeligt – og hvad det betyder for højrefløjen i dansk politik.
Vært: Anna Ingrisch.
Program publiceret i DR Lyd d. 16/1.