Genstart: Fire år under Trump

Trump har ændret verden – men måske mest af alt vores hoveder? Da den uforudsigelige realitystjerne blev præsident, frygtede Dagbladet Informations chefredaktør, Rune Lykkeberg, bomber og krig, men det er snarere sandheden, der over fire år er gået grassat. Hadet, mistilliden og Trumps brutale sprog har smittet af på alle. Men i modsætning til demokraterne, har præsidenten alligevel formået at skabe begejstring for sit projekt, mener Lykkeberg, der selv tager familien med til USA under hver valgkamp. Genstart ser sammen med Lykkeberg tilbage på de seneste fire år.